Jubilæum på Holbæk Jobcenter

Jubilæum efter 10 år.

10 års jubilæum ville på andre arbejdspladser naturligt oppebære en erkendelighed, da 10 år trods alt vidner om en form for ihærdighed og et nært tilhørsforhold fordi man har tilbragt mange timer sammen. Jeg forventer nu ikke et ur med ”tro tjeneste 10 år” indgraveret på bagsiden.
Muligheden for at blive forbigået i tavshed på jobcentret, er nok meget mere sandsynligt til stede.
Ikke desto mindre er det en milepæl i min (og 1000 vis af andres) tilværelse, som jeg ikke syntes bør gå upåagtet hen, selv om jeg nok må erkende at jeg bliver nødt til at fejre det uden deltagelse fra jobcentret.

Jeg vil dog under ingen omstændigheder være smålig. Jeg deler gerne af min erfaring.

Der er to meget væsentlige uskrevne regler som skal overholdes af begge parter for at det kan fungere relativt gnidningsløst at være tilknyttet Holbæk Jobcenter.
1. Medarbejderen/jobkonsulenten skal konsekvent lade som om der virkelig eksisterer et rigtigt job til borgeren og at et eventuelt nyt ”kursus” virkelig bygger på nytænkning og bestemt ikke er som de tidligere, – der må aldrig kunne anes skyggen af tvivl.
2. Den ledige/syge skal så til gengæld lade som om vedkommende tror fuldt og fast på, at eventuelle nye tiltag virkelig er det der skal til for at komme videre i tilværelsen, ligegyldig hvor vanvittigt og fjernt fra relevans det umiddelbart lyder.

Kan denne teater-agtige stemning opretholdes, kan det gøre samtalerne til et herligt surrealistisk indslag i den ellers ikke alt for muntre situation og begge parter kan forlade de indholdsløse møder med værdigheden i behold, endda ofte med følelsen af at have bibragt den anden part noget menneskeligt positivt.
I den forbindelse kræver det en del empati, overskud og indføligsevne hos den ledige, da den ansatte medarbejder jo hver morgen skal kunne se sig i spejlet og overbevise sig selv om, at de tror på alle de sære ting de fortæller de syge eller ledige – og at deres tilværelse på den måde giver mening.
Hos de medarbejdere som har svært ved den del, vil man opleve at en pæn del af mødetiden bliver brugt på at fortæller hvor anstændige mennesker de i virkeligheden er, og at de jo kun følger reglerne – og her er det virkelig vigtigt at du lytter og indimellem nikker indforstået.
Det giver ofte en god fornemmelse når man forlader et af de obligatoriske møder, der jo stort set altid har til formål blot at konstatere at man har været der, fået sat det famøse flueben ved ”afholdt samtale”, med mindre det nu igen er blevet tid til at man skal aktiveres i noget man ikke har den fjerneste gavn af.

Respekt for medarbejderne (i hvert fald en stor del af dem), har jeg bestemt fået.

Mange har rigtig gode intentioner og kæmper en brav kamp for at give ledige og syge en hjælpende hånd, selv om de jo ikke kan skabe job til dem. De er klar over at de administrerer et dybt besynderligt og uretfærdigt system, hvor de må kæmpe en daglig kamp for at holde modet oppe, både hos dem selv og de syge/ledige.
At skulle overbevise sig selv til – og tro på, at alle de sære ting de siger til borgerne virkelig giver en eller anden form for udefineret mening og ikke bare er et surrealistisk indslag i en grå hverdag, må virkelig kræve en imponerende mental og følelsesmæssig styrke.

Foragt har jeg desværre også fået i en grad jeg aldrig havde forestillet mig.

Foragt for de mennesker som arbejder der uden engagement for de borgere de skal hjælpe (og som jo faktisk er med til at betale deres løn) – tillige med en nærmest gigantisk foragt for det system og menneskesyn der administreres.
Efter at have deltaget i mindst 200 møder enten som ledig (eller bisidder gennem 20 år), har en vis gentagelse og mønster i samtalerne ikke undgået min opmærksomhed.
Besynderligt nok arbejder der også personer som ikke har forstået at venlighed og empati for mange ledige og syge i en svær situation, kan være en rigtig stor støtte, også selv om man måske ikke har praktisk mulighed for at hjælpe med et konkret job eller i en konkret situation, hvad som bekendt ofte/næsten altid er tilfældet.
Det har også altid undret mig at de mennesker som er ansat i jobcentret intet kendskab eller kontakter har til det private erhvervsliv, der hvor alle de job man påstår der er, skulle befinde sig.
Naeehhh – så naiv er jeg nu heller ikke – en jobkonsulent skal kunne sætte flueben i skemaer og formularer, så administrationen ved hvor borgeren befinder sig og er kommet videre med at ”klarlægge ressourcer” og ”videreudvikle kompetencer” i et nyt ”forløb”.
U-indviede, som jeg ofte oplever intet aner om tilværelsen som ledig under ”forvaltning” – og ofte slet ikke tror på hvad jeg kan berette, kunne så bebrejde mig for at være uvederhæftig og have ”Nej-hatten”på – og selvfølgelig er det da heller ikke sådan.
Der er enkelte smuttere, hvor man har måttet konstatere at den ledige selv har fundet et ordinært job.

Der er sket markante positive ændringer på Jobcentret i de 10 år.

De fleste medarbejdere er blevet mere empatiske og mere lyttende og taler sjældnere, men dog af og til stadig, grimt eller ned til den ledige – der må have været nogle kurser til det også.
Det giver ofte en god fornemmelse når man forlader et af de obligatoriske møder, der jo stort set altid har til formål blot at konstatere at man har været der for at få sat det famøse flueben ved ”afholdt samtale”, med mindre det nu igen er blevet tid til at man skal aktiveres i noget man ikke har den fjerneste gavn af.
Der må jeg sige igen, at de har været ualmindelig flinke ved mig. Jeg er altid blevet bedt om jeg ikke selv kunne finde en proforma aktivering hos venner og bekendte, så man var: ”Fri for at skulle sætte mig til et eller andet besynderligt” – og det har faktisk fungeret fint for mig, da jeg så ikke har behøvet at være der mere end jeg har haft lyst til.
Hovsa – jeg har faktisk været rigtig aktiveret én gang jeg, hvor jeg fandt det både givende og inspirerende og faktisk godt ville have haft jobbet (selvom jeg vidste, at der aldrig kunne være tale om en egentlig ansættelse).
Jeg var det så fordi man fandt ud af at jeg skulle afklares til et flexjob – men havde glemt at tage højde for at jeg ville overgå til folkepension et lille stykke tid efter, så det jo slet ikke gav mening alligevel – men jeg var nu vældig glad for de 3 virkelig  interessante måneder. Det er så det absolut eneste der har givet bare en lille smule mening for mig – i 10 år! Det blev sat i værk af en venlig jobkonsulent, der nok kunne have gjort en forskel – 10 år tidligere og sparet skatteyderne for et anseeligt beløb, tillige med at man havde fået en skatteyder. – Der er jeg virkelig uforstående overfor, at man ikke fatter en seriøs og relevant indsats også er en god forretning.

De obligatoriske ”kurser” er jeg dog ikke sluppet helt for.
Jubilæum

Dem har jeg altid deltaget i med al den positive entusiasme jeg har kunnet mobilisere og fået ros for mit engagement og deltagelse i dette surrealistiske teater.
Jeg har ment, at det dog var det mindste jeg kunne bidrage med, når nu man tænker på de store summer det koster at være på ”kursus” hos en såkaldt ”Anden Aktør” eller et kommunalt lignende.
Der har jeg så kunnet glæde mig over at denne ”aktør” har kunnet oppebære en ganske fornuftig timeløn for min deltagelse, eller at jobkonsulenterne har kunnet bruge deres kostbare tid på noget vigtigere, ligesom jeg jo så også har talt gevaldigt med i statistikken over ledige der kommer ”nærmere arbejdsmarkedet”.

Helt spildt har det bestemt ikke været

Jeg har lært at gå tur og samtale med andre ledige, at meditere og at kigge på en computer med et virkeligt, virkeligt dybt koncentreret udtryk i ansigtet.
Jeg har også fået udvidet min humoristiske sans betragteligt, hvad jeg slet ikke troede ville være muligt.
Et af kursus Mantra’erne  som bliver gentaget i en uendelighed: “at se muligheder – ikke begrænsninger”, kommer jo her fuldstændig til sin ret.
Vigtigst af alt er nok at min iagttagelsesevne og kritiske sans er blevet skærpet betydeligt, så jeg virkeligt har kunnet se hvorledes dette system ikke har til formål at hjælpe ledige og syge, men tilsyneladende er baseret på at skulle spare penge på det kommunale eller statslige budget,
– og skulle der så være en enkelt ledig der kommer i job, så må man jo leve med det.

Efterskrift.

Jeg håber vildt inderligt af hele mit hjerte at andre har haft bedre oplevelser i deres møde med Holbæk Jobcenter, – og måske endda fået et ordinært job, for ellers er det ikke kun tragisk – det er en katastrofe og falliterklæring hvor det eneste fornuftige ville være at lukke bixen og starte helt forfra.

Et menneske bliver et produkt af sine erfaringer og jeg kan kun skrive ud fra mine egne og til dels alle de ledige/syge jeg har mødt og talt med.

I den forbindelse har jeg en opfordring til andre der har haft lange forløb, meningsløse arbejdsprøvninger eller aktiveringer som hverken er blevet evalueret eller brugt til noget.
Kontakt HovsaHolbæk og fortæl om det, for disse meningsløse aktiveringer og kostbare ubrugelige “kurser”skal ophøre, og vi arbejder på at gøre det langt mere kendt hvor ringe det fungerer.

Skrevet af Admin.