HovsaHolbæk’s “Vælgermøde”

HovsaHolbæks omvendte vælgermøde banede vejen for dialog til politikerne om udsatte borgeres vilkår i Holbæk.

Vælgermøde

Der var mange fremmødte til mødet på Holbæk Bibliotek, både borgere der havde gjort deres ”erfaringer” med sagsbehandlingen, men heldigvis også politikere fra stort set alle partierne.
Udover at flere politikere fik information om forhold de vist ikke kendte til, var det meget positivt at der blandt de fremmødte var stor interesse for yderligere arrangementer/møder i en eller anden form, for at drage nytte af HovsaHolbæk’s erfaringer fra de flere hundrede (ja, der er rigtig mange), sager vi har været involveret i.
Desværre var der kun tid til at komme med nogle få sagseksempler, selv om vores indtryk er at mange ikke er klar over omfanget – hvor mange mennesker det egentlig er tale om der får forringet deres livskvalitet unødigt ved behandlingen af deres sager , enten det så er på jobcentret, familiecentret eller andre ”afdelinger” .
Vi ser frem til at interessen for at drage nytte af HovsaHolbæks erfaringer bliver fulgt op og medfører konkrete tiltag – også efter kommunevalget.

HovsaHolbæk – en stemme for retssikkerheden.

HovsaHolbæks frivillige fortalte om de mange henvendelser der kommer fra borgere som ikke magter kampen for at deres sagsbehandlig foregår anstændigt og efter lovgivningen.
Derudover fortalte Somaliske kvinder om det store arbejde de gør for at råde bod på den manglende hjælp og støtte fra Holbæk Kommune, som de oplever er et stort problem for deres netværk.
Inge Lise Bonhardt fra Venligboerne fortalte levende og medrivende om de store udfordringer de møder i deres arbejde med flygtninge, hvor lovgivning og manglende velvilje er den store forhindring i arbejdet for en hensigtsmæssig integration.
En tilhører kom ligeledes med et grelt eksempel på hvor ringe det står til på handikap området, hvor selv meget simple forespørgsler er blevet kompliceret helt ud i, hvor det for den enkelte nærmest kan være nødvendigt med en advokat for at få bevilliget et nyt dørtrin – udover den helt urimeligt lange sagsbehandlingstid.

HovsaHolbæk havde flere fokuspunkter.

Et af dem var de mange problematiske familiesager vi oplever, hvor man intet hensyn tager til familiens tarv og jævnligt modarbejder oplagte løsninger ved blandt andet at trække sager helt urimeligt i langdrag og i mange tilfælde ikke yde den hjælp som familierne har krav på efter lovgivningen.
Et andet væsentligt punkt var Jobcentrets meningsløse aktivering af ledige, både hos eksterne aktører og i virksomheder eller forløb, hvor det aldrig har været meningen at det skal munde ud i et ordinært job.
Den slags aktivering kan udelukkende opfattes som en strafforanstaltning og som et krampagtigt forsøg på at tækkes politiske strømninger uden nogen form for gavn for den ledige.
At man aldrig har evalueret på disse forløb, men blot har registreret at nu ”er borgeren aktiveret”, har for eksempel bevirket at borgere har været i mere end 10 forløb på disse kostbare ”kurser” hvor man hver gang får ”klarlagt sine kompetencer og lært at skrive et CV”, hvilket må have kostet store summer kastet ud i luften til ingenting.

Foto må gerne kopieres 😉

Vælgermøde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *