Posts Tagged “Kritik af sagsbehandling”

Debatmødet om sagsbehandlingen (video og kommentar).

Debatmødet om sagsbehandlingen (video og kommentar).

Debatmødet trak mange tilhørere.

Debatmødet som HovsaHolbæk havde arrangeret på Holbæk Bibliotek, må siges at have opfyldt de forventninger vi havde til arrangementet.
Der var mange fremmødte borgere som fik lejlighed til at komme med deres oplevelser med sagsbehandlingen i kommunen – og der var vist ikke megen ros at hente om administrationen af de forskellige sagsforløb.
De tilstedeværende borgere kom stort set kun med kritik og det ligger vel også lidt i sagens natur, da ingen jo opsøger HovsaHolbæk for at fortælle hvor godt de er blevet behandlet.

Klip fra debatten.

De fremmødte kommunalpolitikere kom også til orde.

Formanden for beskæftigelsesudvalget Lars Dinesen (Socialdemokratiet) og Leif Juhl (også fra beskæftigelsesudvalget) Enhedslisten fortalte begge om de nye tiltag der er på vej i Jobcentret, som gerne skulle bevirke at syge og ledige føler sig bedre behandlet i deres kontakt med kommunen.

Debatmødets politiske deltagere lagde dog heller ikke skjul på at der var store problemer med at få vendt “skuden” med den skrantende forvaltningskultur og sagsbehandling, men at man også arbejder ihærdigt på det med flere nye tiltag.
Der var dog en bemærkelsesværdig mangel på deltagere fra den kommunale forvaltning, som vist kun var repræsenteret af et enligt medlem af “Kontrolgruppen”.

Derya Tamer fra Socialdemokratiet fortalte om en forsøgsordning i familiecentret der gerne skulle give bedre forhold i behandlingen af familiesager.

Mogens Justesen, ligeledes fra Socialdemokratiet fortalte om de lovgivningsmæssige hindringer for at tildele pensioner til de borgere der burde have det.
Det er stort set er umuligt idag med den lovgivning der er, blandt andet på grund af de helt urimelige vilkår for de såkaldte “arbejdsprøvninger”, der i virkeligheden ofte afprøver ingenting – eller noget man vidste i forvejen.

Leif Juhl fra Enhedslisten fortalte også om et nyt etisk kodeks til de såkaldte “Andre Aktører”, som skulle bevirke at borgere hos dem føler sig bedre behandlet og et sådan kodeks må man sige er hårdt tiltrængt.
Med mit kendskab til den slags “kurser”, var det da et af de mere humoristiske indslag i aftenens møde, men jeg er da virkelig spændt på om det skulle bevirke nogle mærkbare ændringer i den eksisterende horrible praksis.
Lars Dinesen kritiserede (helt berettiget) HovsaHolbæk for at have en lidt negativ tilgang til de forsøg på løsninger der arbejdedes med, blandt andet fordi vi havde lavet vores eget, lidt humoristiske spørgeskema til en”Tilfredshedsundersøgelse” – og at vi hang os for meget i fortiden og han har jo for så vidt ret i begge dele.

HovsaHolbæk vil gerne se det først.

Debatmødet

Når vi gennem kontakten med borgere på jobcentret i 20 år har set flere hundrede eksempler på at Holbæk Kommune behandler borgere ringe og vi stadig bliver opsøgt i vores rådgivning af mennesker med store problemer i forhold til Holbæk Kommune, er det det vi forholder os til.
At vi skulle basere vores virke på andet end den virkelighed vi møder og har mødt og dermed ændre indstilling til Holbæk Jobcenter, sker ikke fordi “man er igang med nye tiltag” – Det har man været siden 1990’erne og hver gang med stor reklame for “lyksalighederne” for de ledige og syge.
Som jeg sagde på mødet: “Vi tror skam på at man gør sig umage og har gode intentioner – lad os se det i praksis!”

Carsten Jensen
HovsaHolbæk

Read more »

HovsaHolbæk Debatmøde

HovsaHolbæk Debatmøde

HovsaHolbæk afholdt den 19. marts et offentligt møde på Holbæk Bibibliotek under titlen “Invitation til dokumentation og debat om Holbæk Kommune og underklassen”

Der var små 40 deltagere på mødet (vistnok 38) og heraf var 5 kommunalbestyrelsesmedlemmer mødt op.

HovsaHolbæk og flere af deltagerne fremlagde eksempler på urimelig, dårlig og ulovlig sagsbehandling.
Politikerne erkendte, at der var problemer, men sagde tillige at de arbejdede seriøst på at få dem løst.
(det er vel også det de er der for).

Det er svært at vide, hvor meget de fremmødte politikere tog med tilbage, og hvor meget de vil tvinge forbedringer igennem i sagsbehandlingen.
F.eks. fik vi oplyst at man vil ansætte to personer mere i kontrolgruppen, der skal tjekke borgernes  eventuelle sociale  bedrageri  – men det var måske endnu mere påkrævet, at man ansatte nogle fagpersoner til at tjekke kvaliteten af de enkelte jobkonsulenters sagsbehandling…

De fremmødte borgere  fortalte om spildt tid med nytteløse arbejdsprøvninger, aktiveringer og skiftende sagsbehandlere.

De mange skiftende sagsbehandlere, jobplan nr. 56, 29 forskellige sagsbehandlere over en årrække og om et system som simpelthen ikke kan tage mod kritik, som ikke kan lære af erfaringer og som ikke kan samarbejde på tværs af afdelingerne. Og hvorfor er det så nemt for kommunen at vurdere at en borger er omfattet af 225 timers reglen (som betyder nedsat kontanthjælp), men det er uhyre svært for borgerne at slippe fri af 225 timers reglen, selvom de er dokumenteret meget syge.

Altså, der er lang vej endnu, før politikerne får rettet op på Jobcenteret m.m. – Politikerne erkendte, at jobcenteret har været lagt ned, men at man arbejder på at få rettet op. Som borgere har vi endnu ikke oplevet nogen resultater af disse forsøg, nærmest tværtimod.

Det positive er, at i omegnen af 30 berørte borgere turde møde op, og at mange af jer også klart sagde jeres mening. 

Der er udbredt frygt blandt ledige for at ¨”stikke snuden” frem, fordi de frygter at de vil skade deres sag og gøre jobkonsulenten mere negative.

Vi tror på, at HovsaHolbæk og dem der støtter os er med til at skabe et talerør, give en stemme til alle de mennesker, som er blevet behandlet så utroligt ringe og har oplevet en nedværdigende og uanstændig behandling gennem årtier.

Vi skal opretholde presset, så det ikke kun er os der skal kontrolleres i hoved og røv – men der skal også være nogen til at kontrollere kontrollanterne.
Det er konsekvensen af kontrolsamfundet. Hold ud og bliv ved med at offentliggøre jeres oplevelser med “systemet”.

Mødet forløb iøvrigt i nogenlunde god ro og orden!

Se mere om baggrunden for mødet og dagsorden her.

Oprindeligt havde Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen lovet at komme og fortælle om hvorfor han mener, at kontanthjælpsmodtagere skal sanktioneres og straffes hårdere.
Han havde igen meldt afbud – nyt møde med Beskæftigelsesministeren er aftalt til  den 30. april på Jyderup bibliotek……….

Read more »