Hovsa-gruppens møder med Holbæk Kommune

Hovsadialog1w
Her er så referat af de første 2 dialog møder mellem HovsaHolbæk og Holbæk Kommune.

Møde 1:

Mandag den 24. november 2014 kl. 10-12 Holbæk Kommune, Jernbanevej

Hovsagruppen fremlagde et dokument på to sider, hvor vi havde oplistet en række af de problemer, som borgerne oplever i mødet med Holbæk Kommune.

Følgende deltog:
Kommunen: Gorm Hjelm Andersen, jobcenterchef og Gitte Egeskov, Ydelseskontoret
Politiker: Sine Agerholm, formand for Arbejdsmarkedsudvalget
Hovsa-gruppen: Bente Röttig, Carsten Jensen, Erling Frederiksen og Laust Davidsen

Hovsagruppen fremlagde og gennemgik følgende papir, som blev delt rundt:

Erfaringer fra HOVSA, HOLBÆK borgernetværket og fra konkrete sager vi er involveret i.
Konkrete problemer og tendenser i borgernes kontakt med Jobcenter/Myndighedsafdeling/Socialcenter:

OBS! Referat af de enkelte møder kan også ses i  menuen “Dialogmøder med kommunen” som PDF.

 

  1. Post der leveres i postkasse eller i Borgerservice ”bliver væk” – sagsbehandler får det ikke – bliver bedt om at levere dokumentationen igen – borger ved ikke hvor man kan levere sikkert!? Der mangler en sikker central måde at gøre det på, så borgerne ikke bliver taget som gidsler i deres egen sag.
  2. Der svares ofte ikke på mails – selv ikke hvor borgeren forsøger at leve op til rådighedsreglerne om afbud – får ikke at vide at beskeden er modtaget og afbuds grunden er godtaget.
  3. Forskellige opfattelser af reglerne for bisiddere hos de enkelte sagsbehandlere. Kender ikke retsreglerne om dette og hvad bisidderrollen er til for. Der har været en udbredt kultur om at bisidder ikke måtte sige noget ved samtaler. Flere fortæller om pårørende der er blevet smidt ud fra samtale rummet fordi de deltog i samtalen! Eksempel og oplysning om hvad der står på borgerrådgivers hjemmeside, men som sagsbehandlere ikke selv er bekendt med.
  4. Groteske lange forløb for borgere med andre problemer end ledighed. Kontakt med adskillige der har mistet sygedagpengene for 3 -4 år siden, og som efter overgang til kontanthjælp har været igennem adskillige forløb, som ikke er blevet fulgt op/evalueret, selvom borgere, virksomhed og anden aktør har rapporteret i lange baner. Nye sagsbehandlere der ”begynder forfra” – lægeoplysninger som ikke bliver brugt – så tiden går og der må indhentes nye aktuelle – som heller ikke bruges…! Og de får fortsat kontanthjælp! Det eneste der bliver overholdt er ”nulstillende samtaler” uden fremdrift med de mellemrum loven kræver (for statsrefusionens skyld?) Der er tale om borgere som hellere end gerne vil ud af kontanthjælpssystemet tilbage til arbejdsmarkedet, men som på grund af kroniske lidelser ikke kan arbejde på alm. vilkår på fuld tid. Hvor blev den hurtige, håndholdte og helhedsorienterede indsats af for disse borgere??
  5. 34 støtte: Det er flere af disse laaangstrakte sager i jobcenteret, som kommer til at betyde at borgeren bliver” jaget vildt” i forhold til ,til stadighed selv at skulle jagte en billigere bolig, samtidig med at deres arbejdsmarkedssag  på kontanthjælp trækkes i langdrag af jobcenteret. Er det at holde fokus på kerneopgaven?? Vi stiller fortsat spørgsmålstegn ved den fortsatte praksis, at borgeren konstant skal være på udkig efter en billigere bolig, når kommunen allerede har accepteret boligen som rimelig, når de starter udbetaling af § 34. Flere har allerede flyttet i en mindre og billigere bolig, men bliver alligevel krævet at søge endnu billigere bolig. Har spurgt andre kommunale sagsbehandlere i andre kommuner.

Planlægger spørgsmål til Beskæftigelsesministeren om denne praksis.

  1. Hvordan er Holbæk Kommunes arbejdsgang i forbindelse med visitation og forberedelse af sager til Rehabiliteringsteamet? Ingen klar vejledning om dette til borgerne! ”Hvor skal vi hen? – Og hvordan kommer vi der til?” Eks. ”Jeg har stået ved 10 – 15 busstoppesteder i forløbet og jeg ved aldrig hvor bussen går hen eller hvad der skal ske når jeg når frem og står af bussen igen. Hvad er planen for mig på vejen tilbage til arbejdsmarkedet?”
  2. Mange sagsbehandlere med ”andre kvalifikationer” i jobcenteret:
    1. hvordan oplæres de i de regler der gælder for dem, som sagsbehandlere i en offentlig forvaltning?
    2. Hvilken efteruddannelse får de, der ikke har en socialfaglig baggrund – Tendens til at nogle ikke kan overskue en kompleks problemstilling og individuelle løsninger
  • Virker ”skråsikre” og ufleksible i tilgangen til borgerens situation.
  1. Hvem har i jobcentret – myndighedsafdelingen og socialcentret konkret ansvar for at sikre at retssikkerhedsreglerne bliver overholdt. Hvem underviser nye medarbejdere i disse sagsbehandlingsregler? Nu underviser vi borgerne i dem.
  2. Skriftlig kommunikation til borgerne. Hvem har ansvar for det? Det er ikke til at forstå for almindelig begavet borger – standardbreve uden tilpasning til den enkeltes situation!

Eks: Vejledning om rådighedsforpligtigelse og sanktioner  

Det blev aftalt, at Kommunen fremover indkalder til et møde med dagsorden ca. hver 2. måned, hvor hvert af disse udvalgte emner og forhold Hovsa Holbæk har fremlagt, bliver drøftet nærmere.

 

 

Møde 2:

Mandag den 26. januar 2015 kl. 10 – 11, Holbæk Kommune, Jernbanevej

Kommunen: Gorm Hjelm Andersen (chef for alle kan bidrage og beskæftigelses- og borgerservice), Anne-Marie Skipper (leder af borger- og ydelsesservice), Dan Bjørneboe (leder af administrativ service).
Politiker: Sine Agerholm, formand for arbejdsmarkedsudvalget
Hovsagruppen: Anette Rudbeck, Bente Röttig, Erling Frederiksen, Laust Davidsen

Dagsorden (udarbejdet af Gorm H.A.):
Gorm H.A: Orienterede om den nye organisationsstruktur i kommunen, som vi ikke kan sige så meget til. Men vi afventer, at der sker forbedringer for borgere.


Breve fra Kommunen
Kommunen vil forbedre sproget og tydeligheden i de breve, som de sender til borgerne. Man har nedsat en arbejdsgruppe som skal gennemgå de kommunale skrivelser og komme med forslag til konkrete ændringer.

Man vil gerne høre Hovsa Holbæks syn på nogle af de nye forslag til breve som arbejdsgruppen  omformulerer. Det blev foreslået at et ”borgerpanel” blev inddraget, for at kommentere de konkrete forslag til bedre breve, inden de kommer i brug.

Hovsa Holbæk gruppen var positiv overfor forslaget og foreslog, at Bisiddergruppen ville deltage i panelet med 5 personer, og at vi ville finde 5 andre borgere fra Facebook gruppen, så panelet i alt bliver på 10 personer.

Hovsa Holbæk afventer nu at få de konkrete forslag til gennemlæsning. I mellem tiden vil vi så finde frem til de 5 andre der er interesseret i at være med i sådan et ”læsepanel”.

Vi synes, det er positivt, at kommunen har erkendt, at der er problemer med nogle af deres skrivelser, og at de vil gøre noget ved det.

Vi opfordrede til, at kommunen også hurtigt tog fat på den ”tro og love” -erklæring som kontanthjælpsmodtagere skal skrive under på for at få kontanthjælp. Den er på 6-7 sider, består af vrøvl, uklarheder og et enormt antal paragraffer. Man skal skrive under på, at man har både læst og forstået den, lige efter den bliver udleveret – ellers er der ingen kontanthjælp.

 § 34

Vi fik oplyst, at kommunen nu mener, at de handler korrekt i forhold til §34.

Altså den paragraf som kan give borgere ret til lidt ekstra penge til f.eks. husleje, hvis der er særlige grunde til det. Mange husker sagen fra efteråret, hvor kommunen sendte brev til en lang række borgere om at søge en billigere bolig i en anden kommune.

Vi påpegede, at vi ikke mener, at kommunen endnu har orienteret borgerne korrekt.
Måske bliver nye §34-sager behandlet korrekt, men der er stadig ikke givet korrekt vejledning, oplysning og forklaring til de borgere, som fik breve i begyndelsen af september. Her blev de pålagt at søge anden bolig – nogle af den i en anden kommune.
Disse borgere har stadig ikke fået en ordentlig forklaring og oplysning om, hvorledes deres støtte oprindeligt blev beregnet.  Mange af dem er stadig utrygge. Det skal der gøres noget ved.
Det blev noteret, så vi formoder, at de berørte borgere snarest vil modtage et brev som forklarer deres situation, og hvad de kan forvente.

Bisidder
Alle kommunens medarbejdere vil blive uddannede i/ oplyst om, at borgerne har ret til en bisidder. Vi blev lovet, at man fremover ikke vil få problemer med at medbringe en bisidder til møder. Hvis nogen får det problem, så vil der omgående blive grebet ind fra ledelsens side. Så råb højt, hvis I oplever problemer med at få lov til at medbringe bisidder, hvis I får at vide, at de ikke må sige noget. Så vil det blive løst.

Afslag på ydelser
Vi opfordrede til, at hvis kommunen vil give afslag til en borger som søger om hjælp, så skal kommunen, forinden de giver afslaget undersøge borgerens situation som helhed og tidligere forløb.
Meget tyder på, at millioner af kroner bliver kastet ud af vinduet, fordi kommunen automatisk giver afslag på at hjælpe borgeren/familien med nogle få tusinde kroner i en måned eller to. Det sker, selv om man tidligere har brugt 100.000 kr. på en familie eller et barn.
En akut krisesituation kan igen betyde hjemløshed, stop for uddannelsesforløb, børn som ikke får hjælp, tilbagefald og nye familiekriser. Flere års social faglig indsats kan spildes på gulvet, fordi kommunen giver afslag på f.eks. huslejehjælp. Det er dumt både menneskeligt og økonomisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *