Erling Frederiksen – kontrolgruppe sager

Erling Frederiksen – kontrolgruppe sager

+Erling Frederiksen

Erling Frederiksen på Holbæk Bibliotek

Erling fortalte om de mange sager han har haft med Kontrolgruppen i Holbæk Kommune. For en uvildig tilhører var det nærmest groteske sagsbehandlinger, som man ikke skulle mene kunne forekomme blandt blot nogenlunde fornuftigt tænkende embedsmænd.
At der er blevet (og formentlig stadig bliver), foretaget ulovlige og bestemt fornuftstridige afgørelser i sager om borgeres ret til og krav på ydelser, er hævet over enhver tvivl.

At få gennemgået sagerne og følge behandlingen af de enkelte sager hele vejen igennem systemet, tegnede et klart billede af at der er en uhensigtsmæssighed i behandlingen som koster samfundet store summer i administration, formentlig langt større beløb end der spares ved at jagte de for det flestes vedkommende, sagesløse borgere.
Det er ikke fordi der ikke er rimelig klare regler – det er fortolkningen af dem det kniber med.
Erlings eksempler på klagegangen, som koster titusindvis af kroner i sagsbehandling og tager måneder hvor borgeren er hensat i frustration og uvished, – som ofte kunne være undgået ved en telefonopringning eller lidt flexibilitet, er tilsyneladende mere reglen end undtagelsen.
Man spekulerer helt åbenlyst i de svage borgeres nød og mangel på muligheder for en anstændig og retfærdig behandling. At denne fremgangsmåde på sigt er langt mere omkostningskrævende og ikke mindst til gene for et stort antal borgere, vidner om en administration der har glemt hvad det egentlige formål egentlig er – at bidrage til en bedre tilværelse for ALLE borgere, også de svage.
Debatten bagefter afspejlede helt tydeligt at der tilsyneladende er tale om en syg forvaltnings-kultur som ser stort på lovgivningen og et anstændigt menneskesyn, når bare man sparer 1 Kr. som senere viser sig at blive en udgift på 100.
Man må ikke glemme at det er vores kommunale politikere, der i sidste instans er ansvarlige for dette uvæsen og at den form for misforvaltning afspejler en politisk beslutning om at sådan vil man tilsyneladende gerne have det skal være.