Debatmødet om sagsbehandlingen (video og kommentar).

Debatmødet trak mange tilhørere.

Debatmødet som HovsaHolbæk havde arrangeret på Holbæk Bibliotek, må siges at have opfyldt de forventninger vi havde til arrangementet.
Der var mange fremmødte borgere som fik lejlighed til at komme med deres oplevelser med sagsbehandlingen i kommunen – og der var vist ikke megen ros at hente om administrationen af de forskellige sagsforløb.
De tilstedeværende borgere kom stort set kun med kritik og det ligger vel også lidt i sagens natur, da ingen jo opsøger HovsaHolbæk for at fortælle hvor godt de er blevet behandlet.

Klip fra debatten.

De fremmødte kommunalpolitikere kom også til orde.

Formanden for beskæftigelsesudvalget Lars Dinesen (Socialdemokratiet) og Leif Juhl (også fra beskæftigelsesudvalget) Enhedslisten fortalte begge om de nye tiltag der er på vej i Jobcentret, som gerne skulle bevirke at syge og ledige føler sig bedre behandlet i deres kontakt med kommunen.

Debatmødets politiske deltagere lagde dog heller ikke skjul på at der var store problemer med at få vendt “skuden” med den skrantende forvaltningskultur og sagsbehandling, men at man også arbejder ihærdigt på det med flere nye tiltag.
Der var dog en bemærkelsesværdig mangel på deltagere fra den kommunale forvaltning, som vist kun var repræsenteret af et enligt medlem af “Kontrolgruppen”.

Derya Tamer fra Socialdemokratiet fortalte om en forsøgsordning i familiecentret der gerne skulle give bedre forhold i behandlingen af familiesager.

Mogens Justesen, ligeledes fra Socialdemokratiet fortalte om de lovgivningsmæssige hindringer for at tildele pensioner til de borgere der burde have det.
Det er stort set er umuligt idag med den lovgivning der er, blandt andet på grund af de helt urimelige vilkår for de såkaldte “arbejdsprøvninger”, der i virkeligheden ofte afprøver ingenting – eller noget man vidste i forvejen.

Leif Juhl fra Enhedslisten fortalte også om et nyt etisk kodeks til de såkaldte “Andre Aktører”, som skulle bevirke at borgere hos dem føler sig bedre behandlet og et sådan kodeks må man sige er hårdt tiltrængt.
Med mit kendskab til den slags “kurser”, var det da et af de mere humoristiske indslag i aftenens møde, men jeg er da virkelig spændt på om det skulle bevirke nogle mærkbare ændringer i den eksisterende horrible praksis.
Lars Dinesen kritiserede (helt berettiget) HovsaHolbæk for at have en lidt negativ tilgang til de forsøg på løsninger der arbejdedes med, blandt andet fordi vi havde lavet vores eget, lidt humoristiske spørgeskema til en”Tilfredshedsundersøgelse” – og at vi hang os for meget i fortiden og han har jo for så vidt ret i begge dele.

HovsaHolbæk vil gerne se det først.

Debatmødet

Når vi gennem kontakten med borgere på jobcentret i 20 år har set flere hundrede eksempler på at Holbæk Kommune behandler borgere ringe og vi stadig bliver opsøgt i vores rådgivning af mennesker med store problemer i forhold til Holbæk Kommune, er det det vi forholder os til.
At vi skulle basere vores virke på andet end den virkelighed vi møder og har mødt og dermed ændre indstilling til Holbæk Jobcenter, sker ikke fordi “man er igang med nye tiltag” – Det har man været siden 1990’erne og hver gang med stor reklame for “lyksalighederne” for de ledige og syge.
Som jeg sagde på mødet: “Vi tror skam på at man gør sig umage og har gode intentioner – lad os se det i praksis!”

Carsten Jensen
HovsaHolbæk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *